Fra 1973
til i dag
og fremover

Den 1. juli 1973 grundlægger Christian Ulvsager og kompagnon Finn Andersen mercoprint sammen. De begynder som en broker-virksomhed med “en skrivemaskine og et sted at bo”– nærmere bestemt på Vallensbækvej i Brøndby.

De får en rigtig god start – ikke mindst fordi de har en god kundebase med fra tidligere ansættelser i branchen. For eksempel har Christian samtlige sine kunder fra sin tid hos Koh I Noor med til mercoprint.

Efter et par år på tre hjul (Finn Andersens kone fungerer i begyndelsen som bogholder for mercoprint),
skilles parterne i 1975 efter uoverensstemmelser om
 virksomhedens fremtid.

Christian befinder sig nu på egen hånd med en fornuftig kundebase – og ser sig ikke tilbage.

Der havde været forskellige uenigheder i årene med Finn Andersen, men med sig selv som eneste potentielle stopklods,
fortsætter Christian den linje, som han hele tiden har forestillet sig. Med en stram økonomisk tilgang sørger Christian for at være på
 forkant med de udfordringer, han utvivlsomt vil møde de næste år, indtil han er ordentlig på fode.

Til at hjælpe sig ansætter Christian derfor en ’halvdagsdame’ og en revisor, og “så var det bare at komme i gang”.

Én ting, som havde været tydeligt i de første år med virksomheden var, at mange potentielle kunder var tøvende ved at handle med en broker, og foretrak at handle direkte med trykkerierne. Derfor imødekommer mercoprint mange kunders ønske om at købe direkte hos producenten ved at købe anparter i trykkeriet P74. Dette sker allerede i 1975, og markerer derfor på mange måder en helt ny linje i det nye mercoprint.

Med Christians tommelfinger regel om, at alle 80.000 virksomheder i Storkøbenhavn var potentielle kunder, var der ingen grund til at gå over åen efter vand. Christian sørger derfor for at opsøge disse potentielle kunder, og dermed udnytte sin position i Københavns området – i stedet for at brede sig ud over hele landet.

mercoprint bliver derfor hurtigt en stærk spiller i hovedstadsområdet, og får mange af de større virksomheder i stald. Virksomheder som også har afdelinger i resten af landet. Efter samme devise sørger mercoprint de første mange år for at holde sig til det, de er gode til, nemlig tryksager. Og det er en indstilling, der virker.

mercoprint vokser hurtigt i disse år – halvdagsdamer bliver hele og nye kommer til – og i 1977 bliver Lillian Villumsen ansat, og det viser sig at blive en afgørende tilføjelse i mercoprints historie. Sammen med Christian danner Lillian virksomhedens rygrad de næste 30 år – og fortsatte endda nogle år efter Ole Haupts overtagelse i 2006, inden hun i 2012 gik ind i sit velfortjente otium.

I takt med diverse nye opfindelser, teknologiske tiltag og ændrede forhold i branchen må mercoprint også tilpasse sig omverdenens nye. Dette resulterer i starten af firserne blandt andet i nyt logo og ny adresse for virksomheden. Her rykker man fra Vallensbækvej til Midtager, og får nu mere plads, bedre infrastrukturelle vilkår og et nyt visuelt udtryk, som er mere tids- og branchesvarende.

Fra Midtager fortsætter mercoprints udvidelse i såvel trykketeknik og -udstyr, udbud, produkter og antallet af ansatte. Sådan fortsætter man op gennem firserne.

I 1990 får mercoprint en opgave, der er en af dem Christian tænker tilbage på, som en af de sjoveste, mest specielle opgaver i sin tid i virksomheden. Nemlig tryk, indramning og distribution af portrætter af regentparret i forbindelse med Dronning Margrethes 50 års fødselsdag. Flere tusinde eksemplarer skulle sendes til alle verdens afkroge, hvor de skulle hænge på generalkonsulers kontorer, i venteværelser på ambassader og hos andre udlandsdanskere i statens tjeneste.

starten af halvfemserne udvider mercoprint med opkøb og anparter i Vivild Bogtrykkeri. De bliver dermed yderligere ’selvforsynende’ og skærer flere bureaukratiske og økonomiske mellemregninger fra, for på den måde at kunne yde kunderne en bedre, billigere og hurtigere service.

Christian og mercoprints lange og venskabelige samarbejde med udenrigsministeriet bærer igen frugt i 1993, da endnu en af de store prestigefyldte opgaver fra staten dukker op på matriklen i Brøndby. Denne gang producerer mercoprint det officielle brevpapir til Danmarks EU-formandskab, og viser sig dermed endnu engang som en virksomhed, der er fuldt ud kapabel til også at påtage sig de store opgaver.

Op gennem halvfemserne fortsætter mercoprint udvidelserne og begynder for alvor at satse på nye markeder. Blandt andet udvides markedsandelen i profilbeklædning betragteligt i disse år. Dette afspejler sig også i virksomhedens udvikling og omsætning, og mercoprint bliver fire år i træk udnævnt til Gazelle-virksomhed af Børsen, og bliver AAA-certificeret tre år i træk.

Med det nye årtusinde kom endnu en ny æra i mercoprints historie. Efter at have haft til huse på Københavns vestegn, i Brøndby, rykker mercoprint nu nordpå. De bosætter sig på den, virksomhedens branche taget i betragtning, utrolig sigende adresse ’Blokken 90’ i Birkerød. Herfra drives mercoprint de sidste år med Christian i spidsen, og det er også her, at Ole og Christian tilbringer tre måneder sammen, for at lave overgangen så blød som muligt, for både kunder, leverandører og medarbejdere.

Men som da Christian overtog selskabet fra Finn Andersen i 1975, og lavede en række ændringer, så er det også en række ændringer i struktur, omgivelser, produktsortiment, ledelsesstil og -tilgang, der præger årene efter overtagelsen fra Ole og Dantryk i 2006.

Med den nye linje følger også en ny adresse i Albertslund på Herstedøstervej, og dermed er mercoprint tilbage, hvor det hele startede: På den københavnske vestegn – ikke mange stenkast fra Vallensbækvej og mercoprints første adresse.

mercoprint foretager en række fusioner og overtagelser af små, specialiserede trykkerier, grafiske bureauer og broker-virksomheder over de næste år. I slutningen af 00’erne og starten af 10’erne indlemmer de blandt andet J. Søborg Formulartryk, JS Tryk, Center Grafik, sdpTryk, Flexgraphic, Oberthur og to PRinfo-virksomheder i mercoprint-familien.

De udvider også udbuddet af såvel produkter som ydelser drastisk. Specielt de nye tiltag med lagerhotel i Næstved, udvidelse af produktsortimentet med promotion-artikler og de mange nye webløsninger viser de nye strømninger i virksomheden, og hvor den er på vej hen. Alle disse nye tiltag øger selvfølgelig også omsætningen, og fortsætter dermed den opadgående kurve, som har kendetegnet mercoprints omsætning i alle år siden 1973.

Siden 40 års Jubilæet har vi fortsat haft fuld fart på i mercoprint - vi har indsluset endnu et par virksomheder i vores efterhånden store famile. Først tog vi Print2People ind i huset, en internet baseret tryksags butik, derefter gik turen til Aalborg samt Kolding og FlexGraphic blev en del af Mercoprint - vi fortsatte i det Jyske - til Silkeborg, IdHuset og deres store og mangeårige kompetence indenfor reklamegaver og julegaver, bidrager vores viden og gøremål på dette område, og sidst men ikke mindst Oberthur Technologies/Grafisk.

Denne hjemmeside anvender cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på siden. Læs mere her

Ok